Sean Klaiber: Sådan slår vi FC Midtjylland

Interviews
fredag, 03 maj 2024 kl. 14:34
sean klaiber bif
Søndag aften byder på et spændende topopgør, når Brøndby IF tørner sammen med FC Midtjylland på MCH Arena i Herning.
Sean Klaiber ser med forventning frem til kampen og er begejstret for at trække i arbejdstøjet til endnu en vigtig kamp i Mesterskabsspillet.
Vi glæder os meget. Det er en chance for os til at revanchere vores anden halvleg mod FC Nordsjælland. Vi havde en rigtig god første halvleg, men anden halvleg var bare ikke, som vi ønskede. Det skal vi gøre bedre i energi, intensitet og flow med bolden, så det glæder vi os meget til at vise på søndag", fortæller Sean Klaiber til Brondby.com.
Torsdag var højrebacken og holdkammeraterne tilbage på træningsbanen i det varme forårsvejr, hvor de lagde de taktiske planer for søndagens opgør mod midtjyderne.
"Intensiteten og energien var superhøj fra start til slut. Det er også det, trænerne forventer af os. Vi skal angribe hårdt og forsvare hårdt sammen som et hold. Det ér det, vi skal på søndag, for det er dét, der har bragt os til toppen af ligaen", fortæller højrebacken.
Sean Klaiber er begejstret for at være på topholdet i 3F Superliga, men han er besluttet på at kæmpe for at bevare denne placering, og han forventer det samme engagement fra sine holdkammerater.
"Vi har en massiv tro på tingene i øjeblikket. Vi er i en god position, selvom den kunne have været bedre, men vi er i en god position, og det skal vi give vores liv for at beholde. Så jeg forventer meget af holdet, ligesom de forventer meget af mig. "
"Jeg synes, at vores hold er det stærkeste i Superligaen, og det har jeg ment fra begyndelsen. Vores hold er det stærkeste, og det tror jeg virkelig på. Jeg tror på vores hold og mine medspillere, så selvfølgelig er jeg skuffet hver gang, vi ikke vinder. Vi vil bare vinde hver kamp, og det skal vi også ud og gøre på søndag" fortæller Sean Klaiber.
I løbet af den aktuelle sæson har vi krydset klinger med FC Midtjylland tre gange, og hver gang har det resulteret i sejre til de blågule. Derfor har han tillid til, at vi også kan tage en fjerde sejr hjem på søndag.
"De har tabt kampe i Mesterskabsspillet, og de har ikke vundet over os endnu, så hvis jeg var deres cheftræner, ville jeg gøre alt for at tænde en ild i dem. Det forventer vi, og det er vi forberedte på. Vi skal bare overgå dem på energi, intensitet og tro, for så har vi en god mulighed for at slå dem igen", slutter Klaiber til Brondby.com.
Kampen på MCH Arena fløjtes i gang kl. 18:00, og du kan følge opgøret direkte på 3+ og Viaplay. Her kan du se tv-tider for de restende Brøndby kampe i 2023/2024-sæsonen.