Brøndbys U19-hold må efter et 3-2 nederlag til FC Midtjylland indse, at de ikke længere kan vinde guld.
Det er ikke kun i Superligaen, at Brøndby, FC København og FC Midtjylland kæmper en indædt og dramatisk kamp om at få hængt guldmedaljerne om halsen.
Også i U19-ligaen har de tre hold budt hinanden op til guld dans sæsonen igennem, og i denne weekend fandt der lidt af en kamp sted, da FC Midtjyllands U19-hold hjemme tog imod Brøndbys U19-hold.
Det var hjemmeholdet, der inden kampen havde de bedste kort på hånden, men Brøndby kunne med en sejr selv afgøre, hvor guldet skulle placeres, hvis de gjorde rent bord i de resterende kampe.
De blå-gule måtte undvære
Philip Søndergaard, der er med U17-landsholdet, ligesom Mathias Jensen var i karantæne og Waldemar Bjergfelt døjede med en skade.
De unge Brøndby talenter stillede op med følgende 11 spillere:
William Sonne-Schmidt - Rasmus Lynder, Oliver Sejer, Tobias Landstrøm, Ludwig Vraa, Lukas Larsen, Gustav Nøhr, Adam Claridge, Noah Jakobsen, Bertram Kvist, Jonathan Agyekum
Det var FC Midtjylland der tog føringen, da Stanley Iheanacho efter godt et kvarters spil bragte hjemmeholdet foran, men herefter var det faktisk Brøndby, der satte sig på kampen, og det var bestemt ikke ufortjent, at Bertram Kvist efter en lille halv time kunne udligne til 1-1.
Herefter duftede det gevaldigt af yderligere en Brøndby-scoring, men i stedet dukkede FC Midtjyllands Mikel Gogorza op lige før pausen og bragte værterne på sejrskurs.
Samme Mikel Gogorza blev kort tid inde i anden halvleg noteret for endnu en scoring, og så stod der 3-1 til FC Midtjylland. Benjamin Kold fik reduceret helt til slut, men tættere kom Brøndby ikke, og dermed skal de nu koncentrere sig om at fravriste FC København andenpladsen, da de desværre ikke længere kan nå at slutte øverst i U19 ligaen.