Brøndbys U15-hold kan blive danske mestre mod FCK

Nyheder
tirsdag, 04 juni 2024 kl. 16:35
broendby u5

I aften klokken 18.00 kan Brøndbys U15-hold krone en flot sæson med et mesterskab, hvis det lykkes dem at besejre FCK.

Det har været en overordentlig flot sæson, som Brøndbys unge spillere har leveret.

Masterclass-talenterne har vitterligt været i en klasse for sig i det meste af sæsonen, og nu kan de så krone det på bedst tænkelige vis ved at vinde mesterskabet tirsdag aften, og det endda i en kamp mod FC Københavns U15-hold.

Der resterer nemlig tre runder af U15-ligaen, og da Brøndby på førstepladsen har syv point ned til OB på andenpladsen, så vil de blå-gule i tilfælde af tre point ikke længer kunne indhentes.

Og med fare for at ruske op i et endnu åbent sår, når vi tænker tilbage på førsteholdets ageren i slutfasen af Superligaen, så bør der være gode muligheder for, at det også bliver tilfældet.

For Brøndby har om nogen domineret U15 ligaen med 19 sejre i 23 kampe og blot tre nederlag undervejs, mens FC København har kæmpet lidt mere med det og blot ligger nummer fem forud for de sidste tre runder i sæsonen.

Derudover er det mest bemærkelsesværdige næsten, at de unge talenter fra Vestegnen har en målscore på hele 89-26. Det er således hele 40 mål bedre end OB’s, og det selvom man ikke har en eneste spiller i top 3 på topscorerlisten.

Til gengæld er Elias Genssler Broberg og Ekene Chukwuani noteret for henholdsvis 17 og 14 mål.

Tidligere på året formåede Brøndbys U15-hold også at imponere ved et stort internationalt stævne i USA, hvor de i konkurrence med mange andre stærke hold fra hele verden gik hele vejen til semifinalen, inden de tabte med 2-0 til de senere vindere fra Valencia.

Toppen i U15-ligaen

1. Brøndby IF, 58 point,

2. OB, 51 point

3. Randers Freja, 46 point

4. AaB, 44point

5. FC København, 40 point