18-årige
Clement Bischoff har i denne sæson fået lov til at snuse til førsteholdet i Brøndby, og særligt stemningen omkring kampen mod FC København har sat sig i det unge talent.
En af Brøndbys grundpiller er at udvikle egenproducerede talenter til førsteholdet via Masterclass, og en af de fremmeste eksempler på den tankegang her og nu hedder Clement Bischoff.
Den 18-årige back, der kom til Brøndby i 2022 fra Fremad Amager af, fik i februar sin Superligadebut for førsteholdet i en kamp mod OB, og siden er det blevet til et par ganske korte indhop for den talentfulde spiller, der især husker tilbage på den oplevelse det var at være med i truppen i forbindelse med kampen mod rivalerne fra FC København.
- Så kan jeg bare huske, at da dagen kom, så var jeg spændt. Jeg kan huske, at jeg kørte ind på parkeringspladsen med min far, og jeg rystede i kroppen. Jeg var helt nervøs. Jeg kunne se alle fansene, der var kommet flere timer før. Det har været mig i mange år, hvor det var mig, der kom som fan, og nu var det mig, der skulle ind og sidde på bænken.
- Hele stemningen i omklædningsrummet, når man møder FCK, er helt anderledes, end den er normalt, fortæller Clement Bischoff i dokumentaren “Drengene fra Vestegnen," der kan ses på Brøndbys hjemmeside og som følger ham og Noah Narteys vej fra ungdomsspillere til seniorspillere.
Clement Bischoff, der er nevø til den tidligere Brøndby-spiller Mikkel Bischoff, skrev i november sidste år under på en ny kontrakt med Brøndby, så han er at finde i klubben frem til sommeren 2026. Og ved den lejlighed var det en meget tilfreds sportsdirektør, Carsten V- Jensen, der dengang sagde følgende om forlængelsen med talentet:
- Vi er glade for at kunne forlænge med et stort talent som Clement Bischoff, der henover det sidste halve år virkelig har accelereret sin udvikling. Clement er endnu et eksempel på det flotte arbejde, der gøres i Masterclass, og som vi skal huske at fremhæve hver gang, vi har muligheden.
- Derudover er Clement ganske enkelt bare en spændende spiller med stærke individuelle færdigheder, og jeg er overbevist om, at vi sammen kan fortsætte den positive udvikling i de kommende år.