En 23-årig FCK-fan blev fredag idømt et års fængsel. Han blev straffet for blandt andet at have sendt et knytnæveslag i hovedet på en betjent efter derbyet i november.
En ung mand kommer til at tilbringe det næste stykke tid bag tremmer. Fredag eftermiddag blev den 23-årige FCK-fan idømt et års fængsel for en episode, der udspillede sig efter derbyet mellem
FC København og
Brøndby IF i november sidste år.
Ifølge Ekstra Bladet var det en lang række forseelser, der resulterede i et års fængsel, da dommen faldt i Københavns Byret.
Først og fremmest blev han dømt for grov forstyrrelse af den offentlige orden og opildnelse til vold. Hertil blev han også dømt for både at kaste med romerlys og brud på maskeringsforbud.
Hvad der dog sandsynligvis har vejet tungest i forhold til at taksere hans forseelser med et år bag tremmer var, at han havde sendt et knytnæveslag i hovedet på en betjent.
Den 23-årige mand har tilsyneladende haft travlt, da det hele fandt sted efter opgøret mellem FC København og Brøndby IF i Parken.
Efter kampen stødte store grupper af fans sammen ved Haralds Bodega på Jagtvej, hvor det er kutyme, at mange FCK-fans befinder sig. Af denne grund befandt den 23-årige mand sig i en skærpet strafzone, da han begik sine lovovertrædelser.
Når der begås kriminalitet inden for zonen omkring Parken, kan det udløse en dobbelt så hård straf. Ifølge Ekstra Bladet bar fredagens dom præg af dette.
Den unge mand har endnu ikke accepteret dommen, da han har bedt om betænkningstid i forhold til ønsket om at anke dommen.