178 minutters Superliga fodbold. Det var det magre udbytte for Oscar Schwartau i den forgangne sæson, men det betyder ikke, at træner Jesper Sørensen har opgivet den unge spiller.
Stortalentet, der for et par år tilbage blev klubbens yngste spiller og målscorer nogensinde, har i længere tid været til ivrig debat blandt fans og eksperter, hvor nogle virker til næsten helt at have opgivet ham.
Men tilsyneladende ikke Jesper Sørensen der, til trods for han ikke så Schwartaus vej særligt ofte i sidste sæson, fortsat mener, at han kan komme til at spille en rolle for Brøndby IF, og dermed også afviser præmissen om, at Schwartau skulle være gået i stå rent udviklingsmæssigt.
- Nej. Ikke når jeg ser ham hver dag ude på træningsbanen, så det gør jeg faktisk ikke. Oscar er et bedre sted og er en dygtigere og stærkere spiller, end han var, da jeg kom, lyder det fra Brøndby-træneren over for Bold.
I samme ombæring påtager han sig også en del af ansvaret for den manglende spilletid, men begrunder det samtidig med, at der er hård konkurrence om pladserne.
- Det er klart, at jeg har et øje på, at vi har nogle dygtige unge spillere, som vi gerne vil have til at slå igennem i Brøndby, og som jo er dygtige spillere. Jeg er glad for, at vi har så stort et talent som Oscar, og vi har også andre, som også er store talenter, der peger godt frem.
- Selvfølgelig er det en ambition at få dem ind at spille på Brøndby Stadion, og det håber jeg også er deres store ambition. I sidste ende er det mig, der skal vise dem den tillid, men det har også været en hård konkurrencesituation for mange af dem.
Oscar Schwartau har et år tilbage af kontrakten med Brøndby IF.