Jan Bech efter historisk Brøndby-beslutning: Vil styrke kvindefodbolden

Nyheder
onsdag, 01 maj 2024 kl. 18:57
jan bech andersen bif
Bestyrelsesformand Jan Bech Andersen er rigtig glad for, at Brøndbys kvindehold er blevet indlemmet i det professionelle selskab. På den måde er det muligt fortsat at styrke kvindefodbolden
Tirsdag besluttede Brøndby IF, at man vil indlemme klubbens kvindehold i det professionelle selskab, som Superliga-holdet og Masterclass er en del af.
Helt konkret vil ændringen træde i kraft den 15. maj, hvorfor kvindeholdet inden længe bliver en del af Brøndbyernes I.F. Fodbold A/S. I samme ombæring betyder det, at holdet forlader Brøndbyernes Idrætsforening.
Beslutningen er naturligvis ikke blevet truffet uden grund. Derimod skyldes det, at Brøndby IF ønsker at styrke kvindefodbolden.
Det fortæller bestyrelsesformand Jan Bech Andersen i en pressemeddelelse, der er blevet delt på klubbens hjemmeside.
"Siden 1971 har Brøndby IF's kvindehold været en stolt repræsentant for dansk kvindefodbold med utallige danske mesterskaber og flotte europæiske bedrifter," fortæller Jan Bech Andersen.
"Deres historie strækker sig over et halvt århundrede og er fyldt med store præstationer, der har cementeret vores kvindeholds position som en af de førende kræfter indenfor dansk kvindefodbold."
"Når vi nu tager det næste skridt med at indlemme kvindeholdet i det professionelle selskab, så sker det, da vi som klub har et stort ønske om at fortsætte med at styrke vores engagement i kvindefodbold."
"De seneste år har vi investeret mange millioner i at løfte vores kvindehold yderligere, og vi tror på, at dette næste skridt vil bidrage til en endnu stærkere struktur og organisation på tværs af vores klub, samtidig med vi kan fortsætte med at spille med om titler og jagte europæisk succes."
I de seneste sæsoner er der gradvist blevet skruet op for kvindeholdets budgetter. Det faktum, at holdet nu bliver en del af det professionelle selskab, får Brøndby til at håbe, at flere fans vil møde op til kvindernes kampe i fremtiden.