Jesper Sørensen: Masser af godt indhold i nederlag mod FCK og FCM

Nyheder
fredag, 24 maj 2024 kl. 10:37
jesper sorensen brondby if
Hvis Brøndby søndag lykkes med at vinde mesterskabet skyldes det ikke mindst den tro, som holdet har bibeholdt trods en svær periode.
Det mener cheftræner Jesper Sørensen.
Det har været lidt af en følelsesmæssig rutsjebanetur, som spillere og fans hos Brøndby har været igennem her i foråret.
Det begyndte egentlig godt med en 2-1-sejr i Parken på en sen scoring af Sean Klaiber i den allerførste kamp i Mesterskabsslutspillet, men det blev ikke just et rygstød til mere succes. Tværtimod.
- Det virkede som om, at vi begyndte at beskytte noget, som vi ikke havde. Der blev rigtig meget fokus på mesterskabet, som alligevel var langt væk med ni kampe tilbage, forkalrer Jesper Sørensen til Ritzau.
Op- og nedturene gik stort set hånd i hånd i de efterfølgende uger, og i fjerdesidste runde i Superligaen gik man således fra at være nummer et i tabellen til få timer senere at være helt nede som nummer fire efter derby nederlaget til FC København.
Det var et nederlag, der kom på bagkant af et nederlag til FC Midtjylland, og mange eksperter var på det tidspunkt enige om, at Brøndby var løbet tør for kræfter, og at de nu var ude af mesterskabskampen.
Men for Jesper Sørensen var det vigtigt at holde fast i, at man rent spillemæssigt kunne tage meget med fra de to nederlag.
- Det, jeg forholdt spillerne, var, hvad indholdet er, i det vi laver. Jeg så rigtig meget godt indhold i nederlagene mod FC København og FC Midtjylland.
Det vigtigste har været at indbyde en tro på, at det, vi laver, rækker langt nok og se, om nogle af de fejl, vi før har lavet, kunne udryddes.
Siden fulgte som bekendt sejre mod først FC Nordsjælland og siden Silkeborg, og dermed er Brøndby tilbage på førstepladsen inden sidste spillerunde, og altså også tilbage som absolut guldfavorit.