Jesper Sørensen roser Pentz: Flot signal fra hans side

Nyheder
fredag, 21 juni 2024 kl. 21:37
jesper sorensen
Patrick Pentz har gang i en flot slutrunde med Østrig, og det glæder hans cheftræner i Brøndby, Jesper Sørensen.
Der er nok mange fans af holdet fra Vestegnen, der er glad for, at det lykkedes Brøndby at få en aftale med Patrick Pentz strikket sammen, inden EM-slutrunden gik i gang. For efter to flotte kampe for det østrigske landshold ved EM, så er hans værdi næppe blevet mindre.
Og en af dem der glæder sig ekstra meget over, at kontrakten blev underskrevet inden EM er naturligvis Jesper Sørensen, der også mener, at det er med til at understrege, hvor meget målmanden vil Brøndby.
- Vi startede jo med at få en lidt rusten keeper, som ikke havde spillet så meget. Men som sæsonen udviklede sig, så voksede han jo bare mere og mere. Men det er en super vigtig position at få på plads, da vi nu i den kommende sæson også har en keeper med topkvalitet, og det er selvfølgelig godt arbejde af 'CV', fortæller cheftræneren til Brøndbys egen hjemmeside og uddyber:
- Men det siger jo også meget om Patrick, at han går ind til en spændende slutrunde, hvor mange muligheder kan opstå, og ens karriere kan udvikle sig på kort tid, at der har han valgt Brøndby IF til. Så det er også et flot signal fra hans side at sende, om at han stoler på det, vi er i gang med, og det han oplever her, det vil han gerne fortsætte med.
Også målmandstræner Casper Ankergren har store roser til Pentz, som han ser frem til at fortsætte samarbejdet med.
Patrick er jo ekstrem nem at arbejde med, for han er intelligent og åben for input. I dagligdagen presser jeg vores målmandsteam og herunder Patrick ud i nogle positioner, som ikke alle er komfortable med. Men der er han bare sådan 'yes, no problem' og 'I can see that'. Der er aldrig noget. Så han har et mindset, der er meget proaktivt og åbent, fortæller Ankergren og fortsætter:
- Og derfor er det jo en fornøjelse for en målmandstræner som mig fortsat at skulle arbejde sammen med Patrick. Vi får tilknyttet en personlighed, som er utrolig professionel og kræver noget af sine medspillere. Han er en rollemodel i den måde, han træner på. Han er en leder i sig selv, alene i måden han gør tingene på.