Det er ikke billigt for FC Midtjylland, at de efter søndagens kamp på MCH Arena vil holde Brøndby-fansene tilbage på udebaneafsnittet.
Søndag aften venter der et brag af en kamp i Herning. MCH Arena kommer til at lægge grund til en vigtig kamp mellem FC Midtjylland og Brøndby IF.
Fælles for begge hold er, at de vil sætte alt ind på at holde sig inde i kampen om mesterskabet. For Midtjylland vil det være afgørende at vinde opgøret, hvis de skal holde fast i de øvrige hold i toppen af tabellen.
For Brøndby vil tre point betyde, at de kan lægge yderligere afstand til både Midtjylland og FC København. Med andre ord, så er der tale om en kamp, som begge hold meget gerne vil trække sig sejrrigt ud af.
Men for de medrejsende Brøndby-fans bliver det sandsynligvis en lang aften. De vil nemlig ikke blive lukket ud af stadion, når kampen er slut. Derimod er de af politiet blevet beordret til at blive på udebaneafsnittet efter kampen.
Ifølge Tipsbladet er årsagen til dette, at man er nervøs for, at der kan opstå sammenstød på vejen til København. Det skyldes, at hovedstadsklubben to timer tidligere har været i Silkeborg for at spille.
Beslutter man som Brøndby-fan at overvære kampen på MCH Arena, skal man derfor ikke forvente at være hjemme før søndag er blevet til mandag.
For Midtjylland bliver det en dyr omgang at holde de mange fans tilbage. Tipsbladet skriver, at den samlede regning kommer til at løbe op i cirka 250.000 kroner. Det skyldes, at selve tilbageholdelsen bliver hjemmeholdets og deres vagters opgave.
Tidligere har der været ballade og anholdelser, fordi FCK- og Brøndby-fans har haft samme rute hjem fra udekampe. Det ønsker man at undgå søndag, og derfor holdes Brøndby-fansene på stadion i Herning.