Brøndby-talent
Ludwig Vraa stiler efter at blive en del af Brøndbys trup i denne sæson.
Der var en del nye spillere med, da Brøndby indledte med en testkamp mod Vejle lørdag eftermiddag, og en af dem var 19-årige Ludwig Vraa, der nu officielt er rykket op som seniorspiller.
Han fik 45 minutter på banen i opgøret, og han syntes selv, at han slap meget fint fra kampen, selvom Brøndby endte med at tabe kampen 2-0.
- Det handlede om at få vist, hvad jeg ved, jeg kan, og hvad Brøndby også ved, at jeg kan. Jeg skulle vise, at jeg har det fysiske, som det kræves for at spille Superliga. Det synes jeg egentlig at jeg fik vist meget fint i dag. Jeg var god i mine dueller og vandt de fleste af dem, så jeg er meget tilfreds med min præstation, sagde Vraa efter kampen til 3point.dk.
I kampen mod Vejle lå han centralt inde i en trebackkæde, men han kan også spille både den venstre og højre stopper, så spørgsmålet er, hvad Ludwig Vraa selv foretrækker:
- Godt spørgsmål. Jeg er selvfølgelig højrebenet, så det vil måske ikke være optimalt at ligge ude til venstre, så jeg vil enten sige til højre eller i midten. Men jeg er selvfølgelig også klar på en venstre, hvis det er det, der skal til.
- Jeg skal bruge denne pre-season til at vise mig frem. Jeg skal vise den bedste side af mig selv både på og uden for banen. Jeg skal arbejde hårdt og forhåbentlig arbejde mig tættere på holdet. Måske ikke startpladser til at starte med, men måske en bænkplads, eller hvad det kan blive til.
Selvom Ludwig Vraa drømmer om at blive en del af Brøndbys trup i denne sæson, så sker det næppe først på sæsonen, da han forventes at blive en del af det danske U19-landshold, der skal spille EM fra den 15. - 28. juli.