Mesterskabsduellen - Hvem har det sværeste slutprogram?

Nyheder
mandag, 13 maj 2024 kl. 13:53
nicolai vallys fcn
Der resterer fortsat tre runder af dette års udgave af Superligaen. En Superliga der vil gå over i historien som den mest dramatiske nogensinde.
For med tre runder tilbage kan fire hold fortsat gøre sig forhåbninger om at vinde mesterskabet, og ligaens tæthed blev næsten modbydeligt opsummeret ved det faktum, at Brøndby indledte søndagen på førstepladsen, men sluttede den på fjerdepladsen.
Kun to point adskiller de fire guldbejlere med tre runder tilbage, og da de alle skal mødes på kryds og tværs i de kommende uger, er der lagt op til en vanvittig spændende sæsonafslutning, hvor mesteren formentlig først kan kåres på allersidste spilledag.
Men hvilket af de fire hold har egentlig det sværeste kampprogram i vente?
Brøndbys slutprogram:
FC Nordsjælland (h)
Silkeborg (u)
AGF (h)
Brøndby går muligvis indtil de sidste tre runder som underdogs på fjerdepladsen, men rent objektivt set har de det mest fordelagtige slutprogram af de fire hold.
Onsdag venter den på papiret sværeste opgave, når FC Nordsjælland kigger forbi, inden slutspillets to dårligste hold, Silkeborg og AGF, står for skud i de resterende to runder.
FC Københavns slutprogram:
FC Midtjylland (h)
AGF (u)
FC Nordsjælland (h)
Københavnerne har godt nok to hjemmekampe af tre mulige, men de får også deres sag for, idet de to hjemmekampe er opgør mod FC Midtjylland og FC Nordsjælland.
FCK har i denne Superligasæson således endnu ikke besejret FC Midtjylland, der vandt med 2-0, senest de gæstede Parken i Superligaen.
FC Midtjyllands slutprogram:
FC København (u)
FC Nordsjælland (h)
Silkeborg (u)
FC Midtjylland vandt grundspillet, men siden har de haft lidt svært ved at finde samme form, omend de to seneste kampe er endt med sejre.
FCK på udebane er en ordentlig mundfuld, ligesom FC Nordsjælland hjemme kan blive det, og så venter Silkeborg ude i den sidste kamp. Det er svært at se, at de skulle kunne gøre rent bord i alle de tre kampe.
FC Nordsjællands program:
Brøndby (u)
FC Midtjylland (h)
FC København (u)
Holdet fra Farum er det mest formstærke af de fire guldbejlere med 19 ud af 21 mulige point i mesterskabsspillet.
Det er dog også dem, der har det med afstand sværeste restprogram, da de møder alle de tre øvrige rivaler, hvor kampene mod Brøndby og FC København er på udebane.