Ohi fik vrede beskeder fra fans efter nederlag mod AGF

Nyheder
onsdag, 29 maj 2024 kl. 17:07
ohi omoijuanfo
Ohi Omoijuanfo fortæller i et opslag på Instagram, at han fik mindre pæne beskeder i sin indbakke efter guldet glippede i kampen mod AGF.
Søndag var en modbydelig hård dag for alle, der holdt med Brøndby, efter guldfesten og guldmedaljerne blev vekslet til enorm skuffelse og sølv, da det lige akkurat lykkedes for FC Midtjylland at gå forbi Brøndby på sidstedagen.
Det glippede mesterskab skabte naturligvis en stor frustration blandt mange, men for nogle gik det for vidt, da de efter kampen sendte mindre pæne beskeder på Instagram til Ohi Omoijuanfo.
Det forklarer Brøndbys angriber nu i et opslag på det sociale medie.
- I gjorde alt, hvad I kunne for at skubbe og hjælpe os, men vi kunne bare ikke overvinde den sidste forhindring på vejen, og det er jeg ked af. Der har også været nogle mindre pæne beskeder, og det er fint nok, jeg kan tage det. I er lige så knuste og skuffede som os, og fodbold ville ikke være det smukke spil, som det er, uden folk der investerede deres følelser i det, lyder det blandt andet.
Ohi Omoijuanfo fik de sidste 45 minutter i kampen mod AGF, men heller ikke han kunne altså være med til at score det forløsende mål, der ville have sikret guld. Alligevel har han i opslaget på Instagram også overskud til at se frem mod den kommende sæson.
- Jeg er stolt af at være en del af dette hold og spille for denne store klub. Det vil jeg aldrig tage for givet. Og jeg vil fortsætte med at arbejde hårdt for at hjælpe denne klub til at opnå store ting i fremtiden.
Ohi Omoijuanfo spillede i denne sæson 31 kampe for Brøndby, hvor han formåede at score ti mål. Dermed var han Brøndbys næstmest scorende spiller efter Nicolai Vallys, der nettede 13 gange i sæsonen.