FC Midtjylland-træneren fortæller, at han sagtens kan sætte sig ind i den følelse, Brøndby havde, da guldet blev tabt på sidstedagen.
Superligasæsonen 2023/24 kommer ganske givet til at gå over i historien. Det var kun anden gang i turneringens historie, at det hold, der gik ind til sidstedagen som førerhold, ikke også endte med at vinde.
Foråret igennem har førstepladsen skiftet hænder fra runde til runde, men i sidste ende blev det altså FC Midtjylland, der endte med at tage guldet for næsen af Brøndby, selvom midtjyderne kun fik uafgjort i deres kamp mod Silkeborg.
I et større interview med Tipsbladet, fortæller cheftræner
Thomas Thomasberg om sæsonen som helhed, og her kommer han også ind på den medlidenhed, som han har haft med Brøndby i den seneste periode.
- Som Steinlein sagde, kan jeg godt sætte mig ind i, hvordan det har været for de andre, især i Brøndby. Den følelse, den er smertefuld. Jeg har kun respekt for de andre hold, der har været del af det her. Jeg er så glad for den følelse og situation, vi er i nu, men jeg kan også forestille mig, hvor hårdt det er for de andre at stå i, lyder det fra Thomas Thomasberg.
FC Midtjylland-træneren kommer i samme interview også ind på sin vurdering af, hvad det var, der gjorde, at mesterskabet lige akkurat tippede over til deres fordel.
Jeg ved ikke, om det er fordi, vi var fritaget fra presset, at det gik, som det gjorde. Jeg ville helst kunne have afgjort det selv og været i den position, Brøndby var i. Det er let at sige bagefter, men måske ender vi med at vinde guld, fordi vi var fri for pres.
- Jeg følte ikke, vi havde noget at tabe. Vi havde alt at vinde, fordi den europæiske plads allerede var sikker. Det eneste, der ikke måtte ske, var, at Brøndby smed point, og at vi så selv missede at gøre arbejdet færdigt. Og det var så stadigvæk det, der var lige ved at ske, siger Thomas Thomasberg.