Vallys mærker intens guldkamp: Alle kampe tæller dobbelt

Nyheder
onsdag, 08 maj 2024 kl. 9:36
nicolai vallys bif
Brøndby-stjernen Nicolai Vallys kan mærke, at der er et stort pres på ham og resten af truppen i de fire resterende spillerunder i 3F Superligaen.
I skrivende stund er der fire klubber, der befinder sig inden for en afstand af tre point. Derfor er kampen om guldet i 3F Superligaen slet ikke afgjort endnu.
Henholdsvis Brøndby IF, FC København, FC Midtjylland og FC Nordsjælland har alle fortsat en realistisk chance for at vinde. Da der kun er fire spillerunder tilbage af sæsonen, er det naturligvis med til at øge spændingen - og presset på spillerne.
Søndag havde Brøndby en gylden chance for at spille sig i en rigtig god position til at blive danske mestre.
Den chance misbrugte de blå-gule, da de tabte til FC Midtjylland, som dermed blev inviteret ind i den tætte kamp i toppen.
Efter opgøret lagde Nicolai Vallys ikke skjul på, at det er en meget 'intens' periode. Når han går på banen, er det med en følelse af, at alle kampe tæller dobbelt.
"Det er spændende og intenst og alle kampe tæller dobbelt. Der er altid stor forskel på at tabe og vinde, men lige nu er den ekstra stor, fordi det hele er så tæt," sagde han til Bold efter søndagens kamp.
Vallys forklarede også, at han selvfølgelig håber, at sæsonen slutter med Brøndby på toppen. Slutteligt afslørede han, at han følger med de andre kampe, da det har betydning for dem selv.
"Jeg ser selvfølgelig på resultaterne, men det er ikke sådan, at jeg sidder og følger sindssygt intenst med. Jeg ved, hvad kampene er blevet. Det betyder jo meget – også for vores kampe," lød det fra Vallys.
Søndag brager Brøndby sammen med FC København i sæsonens sidste derby. Det er en kamp, der kan blive afgørende for, hvor pokalen ender.