Yuito Suzuki og Jordi Vanlerberghe har begge fundet vej til rundens hold efter deres præstation mod FC Nordsjælland
Det var en rigtig god midtugerunde for Brøndby, der med sejren over FC Nordsjælland onsdag og FC Københavns nederlag til FC Midtjylland torsdag for alvor meldte sig ind i guldkampen igen, selvom nogle medier havde haft travlt med at
melde dem ude efter sidste weekend.
Sejren mod FC Nordsjælland blev grundlagt på en stor holdindsats, hvor der blev investeret mange kræfter og løbet mange meter for at holde hele vejen hjem, og det var en præstation, der nu kaster lidt ekstra hæder af sig til to af de spillere fra triumfen.
Således har Tipsbladet fundet plads til to Brøndby-spillere på rundens hold, og det er måske ikke overraskende Yuito Suzuki, der er den ene af de to.
Japaneren har gennem længere tid været i forrygende form, og han er et godt bud på slutspillets bedste spiller, da han i foreløbigt otte kampe har været involveret i hele ni scoringer.
Således også mod FC Nordsjælland, hvor han timede et godt løb ind i feltet i første halvleg og sikkert omsatte Nicolai Vallys’ fine oplæg til scoring.
Den anden Brøndby-spiller, der har fundet vej til rundens hold, er Jordi Vanlerberghe, der også viste sig flot frem onsdag aften og vandt en masse af de nærkampe og dueller, der var så rigeligt af i den interne dyst mod FC Nordsjælland.
Det er fjerde gang, at Yuito Suzuki får en plads på rundens hold hos Tipsbladet, mens Jordi Vanlerberghe allerede har tre pladser, til trods for at belgieren først kom til Brøndby i slutningen af januar i år.
De to profiler får næste gang mulighed for at vise sig frem, når Brøndby mandag, 2. pinsedag, møder Silkeborg på udebane. En kamp, der fløjtes op klokken 16:00.