Brøndby sender igen angriber til Sverige

Transfernyt
mandag, 01 juli 2024 kl. 14:47
carl bjork

Carl Björk vender ikke tilbage til Brøndby IF i denne omgang, da han har fået lejeaftalen med IFK Norrköping forlænget for yderligere en sæson.

Det sidste års tid har Carl Björk tørnet ud for IFK Norrköping, og det har de to parter været så glade for, at lejeaftalen med den Brøndby-ejede angriber nu er blevet forlænget for yderligere et år.

Det kommer næppe som den store overraskelse, for som tidligere beskrevet her på siden, så fortalte Carl Björk for nyligt i et interview med de lokale medier, at håbet var at blive i den svenske klub, og at Brøndby ikke spillede den store rolle i hans fremtidsplaner.

- Jeg har overhovedet ingen kontakt til klubben (Brøndby, red.). Det er vel kun mine agenter og sportsdirektørerne, der snakker med klubben, lød det således fra Carl Björk for en uges tid siden.

Og nu har han så til egen store tilfredshed fået sit ønske opfyldt om at få lov til at forblive i klubben, som han også repræsenterede, inden han skiftede til Brøndby tilbage i 2022.

- Jeg er superglad for at blive i IFK. Det har været et hårdt forår for alle. Nu skal vi bare vende det, vinde kampe og finde tilbage til det, vi skal stå for, fortæller han til klubbens egen hjemmeside.

IFK Norrköping ligger efter 12 runder på en 14. plads og indtager dermed en position under stregen, hvorfor de godt kunne bruge en Carl Björk, der igen begynder at lave nogle af de mål, der ikke har været alt for mange af.

I denne sæson har han således spillet 11 kampe uden endnu at komme på tavlen.

Kontrakten med Brøndby løber fortsat frem til sommeren 2026, men efter det andet lejemål i træk nu er kommet på plads, er det nok tvivlsomt, at han har en fremtid på Vestegnen.