Østrigsk medie: RB Salzburg kan købe Kvistgaarden for 75 millioner kroner

Transfernyt
torsdag, 20 juni 2024 kl. 17:44
mathias kvistgaarden
Mathias Kvistgaarden er et af de største salgsemner i den aktuelle Brøndby-trup, og måske kan der komme et bud fra østrigske Red Bull Salzburg denne sommer.
Selvom Brøndby rent økonomisk er i færd med at tage nogle store skridt, hvor man kan hente spillere fra en højere hylde og til en højere pris end tidligere (Filip Bundgaard som det bedste eksempel), så er klubben fra Vestegnen også fra tid til anden nødt til at sælge ud af sine allerstørste profiler, der ganske enkelt vokser sig for store til Superligaen.
Yuito Suzuki er nok det mest oplagte salgsemne denne sommer, men også Mathias Kvistgaarden er et navn, der bliver debatteret rundt om i Europa for tiden. Ikke mindst i Østrig, hvor talentfabrikken Red Bull Salzburg måske kan være i spil som en fremtidig arbejdsgiver.
I hvert fald skriver det lokale medie VICTAURI.at, der beskæftiger sig med netop Red Bull Salzburg, at Mathias Kvistgaarden kunne være et emne for den ambitiøse østrigske klub, der har brug for nyt blod helt fremme.
- En erfaren målscorer sammen med Karim Konate ville være ideel. Sådan en er dog svær at finde. En yngre ville være Mathias Kvistgaarden. Den 22-årige spiller scorede ti mål i 28 kampe for Brøndby IF i sæsonen 2023/2024 og assisterede til yderligere syv mål. En transfersum på omkring ti millioner euro vil det formentlig koste at købe danskeren fri. Frem for alt er Kvistgaarden stærk og hurtig, lyder analysen således fra mediet.
Red Bull Salzburg har tidligere fostret spillere som Sadio Mané og Erling Haaland, og de har i de seneste år næsten haft patent på det østrigske mesterskab, men for første gang i ti år måtte de i denne sæson nøjes med en andenplads.
Derfor er det også forventet, at de gerne vil opruste med unge, talentfulde spillere denne sommer for at generobre tronen i østrigsk fodbold.