Sofie Svava har sagt adios til Real Madrid, og bienvenue til Olympique Lyonnais, hvor hun har fået en kontrakt frem til 2027.
Der er ingen tvivl om, at Real Madrid er en stor klub og på vej frem inden for kvindefodbolden, men det må alligevel siges at være noget af et skridt op af stigen, som Sofie Svava nu har foretaget.
For efter at have takket af i det spanske, går turen nu til franske Olympique Lyonnais, der er en institution i kvindefodbold.
De har nemlig vundet det nationale mesterskab hele 17 gange, ligesom deres otte Champions League-sejre også er rekord i turneringen.
Dermed fortsætter venstrebacken sin store opstigning, som begyndte allerede i 2020, da hun blev solgt fra Brøndby IF til Rosengård for hvad der var et rekordstort beløb for Brøndby dengang.
Til trods for sine blot 23 år, er det allerede blevet til 51 kampe i rødt og hvidt for Sofie Svava, der nu ser frem til den udfordring, det er at skulle repræsentere så stor en klub som Lyon må siges at være.
- Efter adskillige samtaler med klubben vidste jeg, at det var det rigtige valg for mig, forklarer hun overfor klubbens hjemmeside og uddyber:
- Jeg har hørt, hvor flinke folk er her, og at de har en konstant stræben efter at vinde. Mentaliteten i klubben er fantastisk, og det er det, jeg sætter mest pris på. Olympique Lyonnais er en historisk klub med en imponerende track record.
Selvom Olympique Lyonnais har for vane at vinde det meste, de stiller op i, så tabte de rent faktisk dette års Champions League finale, da det blev til et 2-0-nederlag mod FC Barcelona i Bilbao. Så nu er det op til den tidligere Brøndby-spiller at sørge for, at pokalen med de store ører igen kommer 'hjem' til den franske storklub.