Stortalentet
Elias Broberg, der har været en kæmpe profil på U15-holdet i denne sæson, har netop skrevet under på en kontrakt med Brøndby.
Der findes gode fødselsdage, og så findes der helt fantastiske fødselsdage, som man aldrig nogensinde glemmer. Og den fødselsdag som Elias Broberg kunne fejre tirsdag, må så sandelig komme ind under den sidste kategori. For den kunne næsten ikke have forløbet bedre, end den gjorde.
Med to mål var han med til at sørge for, at U15-holdet vandt derbyet mod FC København med 3-1, og vigtigere endnu så var det en sejr, der betød, at Masterclass talenterne også kunne fejre det danske mesterskab, da OB på andenpladsen nu ikke længere kan indhente dem med to runder tilbage af sæsonen.
Og som om det ikke var nok, så havde klubben fra Vestegnen også lige en ekstra fødselsdagsgave klar til det unge stortalent, da Elias Broberg og klubben er blevet enige om en kontrakt.
På sigt kan det dog sagtens vise sig, at det rent faktisk var en gave fra Elias Broberg og til Brøndby, at de fik papir på hinanden, for det unge talent er en spiller, som man forventer sig store ting af i fremtiden.
Elias Broberg gør sig gerne på den offensive midtbane, hvorfra han i U15 ligaen har scoret hele 19 mål, og dermed kan han fortsat nå at slutte sæsonen af som topscorer og give sig selv endnu en fødselsdagsgave, hvis han formår at holde formen i de to kampe der resterer i U 15 ligaen mod henholdsvis AGF og AC Horsens.
Elias Broberg blev født i 2009, og netop 2009-årgangen er med lidt held en årgang, der kan vise sig at blive en decideret gylden generation for Brøndby.
Tidligere er det også kommet frem, at talentfulde
Julius Sonnenborg fra sommer af skifter Marienlyst Boldklub ud med Brøndby i forsøget på at tage det næste skridt i sin udvikling.