Lukas Jensen fra Lincoln i League One er en eftertragtet herre, men skal turen gå til Danmark, er det kun Brøndby og FC København, der kan lokke danskeren.
I 2019 tog den tidligere Helsingør-målmand, Lukas Jensen, på eventyr i det engelske for at jagte en stor udenlandsk karriere.
Efter en del lejemål endte han i 2023 hos Lincoln i den engelske League One, hvor han har haft en rigtig flot sæson. Så flot, at han er begyndt at tiltrække interesse fra større klubber rundt omkring.
Den 25-årige målmand lægger ikke skjul på, at ambitionerne er at komme højere op i systemet, men han siger ikke ja til hvad som helst.
I et interview med Tipsbladet kan han afsløre, at der har været interesse og også tilbud fra forskellige unavngivne Superligaklubber, men at det ikke har været aktuelt, og at det kun er Brøndby og FC København, der kunne få ham til at overveje at vende hjem.
- Jeg har sagt nej til en del Superliga-klubber efterhånden, og det er fordi, der er meget få hold, som jeg ville sige ja til i Superligaen. Der er nok ikke så mange, der kender niveauet i England, hvor jeg spiller i League One kontra Superligaen, så det er svært for mange at sætte sig ind, hvor godt niveauet er. Jeg har jo spillet begge steder, så jeg har en god indsigt i, hvor godt det er. Jeg vil ikke sige ja til hvilken som helst klub i Danmark.
Vil det så sige, at det kun er FCK og Brøndby, der er interessante for dig i Danmark?
- Ja, det kan vi godt sige. Jeg vil i hvert fald sige, at jeg skal spille i Europa, hvis jeg skal spille i Danmark
Lukas Jensen fortæller også, at der udover Superligaen også har været tilbud fra USA, men at målet er at blive i England, hvor Birmingham tidligere er blevet nævnt som en bejler til målmanden.