Dommer stoppede tilråb via BIF-holdleder i U19-derby

Nyheder
torsdag, 02 maj 2024 kl. 9:20
bjoern holm bif masterclass
Dommer Jakob Sundberg har afsløret, at han var nødt til at gribe ind i onsdagens U19-derby mellem Brøndby IF og FC København.
En række Brøndby-fans havde travlt med at sende grimme tilråb afsted mod en FCK-spiller under onsdagens U19-derby. Det medførte, at dommer Jakob Sundberg til sidst følte, at han var nødt til at gribe ind.
Efter 1-0-sejren mod FC København, kan Brøndby IF glæde sig over at toppe U19 Ligaen. Men ikke alt var positivt set med Brøndby-briller, da der i anden halvleg skete noget uden for banen, der fik dommer Jakob Sundberg til at blande sig.
En mindre gruppe Brøndby-fans havde placeret sig bag det ene mål, hvorfra de kom med grimme tilråb mod en FCK-spiller. Sundberg ønskede ikke, at det skulle udvikle sig, hvorfor han gik i dialog med Head of Coaching i Brøndby Masterclass, Bjørn Holm, på sidelinjen.
"Der kommer nogle tilråb, og jeg kan konstatere, at hvis det fortsætter, så er det noget, jeg er nødt til at gøre noget ved, og det tager jeg proaktivt med Brøndbys holdleder," sagde Sundberg til Bold.
"Jeg fortæller ham, at han skal stoppe det ved lige at tage fat i dem, inden det udvikler sig. Han håndterede det fint, og det løste sig det hele, fortæller Jakob Sundberg til Bold efter kampen uden at kunne gå i dybden med, hvad der blev råbt."
Bold har efterfølgende været i kontakt med Brøndby IF, der har bekræftet episoden. Ligeledes har Bold været i kontakt med U19-træner i FCK, Morten Bisgaard, der ikke har ønsket at udtale sig om sagen.
Det var 18-årige Jonathan Agyekum, der stod for at score kampens eneste mål. Det viste sig at være et vigtigt mål, da det sikrer, at Brøndby IF nu er á point med FC Midtjylland i toppen af ligaen. Begge hold har 51 point.