Efter nederlag mod Vejle i testkamp: Vi skal lige i gang

Nyheder
søndag, 30 juni 2024 kl. 18:35
jesper soerensen bif
Brøndby tabte den første testkamp, da det blev til et 2-0-nederlag mod Vejle Boldklub. Alligevel var Jesper Sørensen ganske fint tilfreds med præstationen fra sine spillere.
For første gang siden det smertelige nederlag mod AGF i sidste spillerunde i Superligaen, spillede Brøndby igen en fodboldkamp.
For sæsonens første testkamp løb nemlig af stablen lørdag eftermiddag, da Vejle Boldklub kom på besøg, og det endte med et 2-0-nederlag efter scoringer af Anders K. Jakobsen og Dimitris Emmanouilidis.
Begge mål blev sat inden pausen, men alligevel var det de 45 minutter, som Jesper Sørensen efterfølgende var bedst tilfreds med.
- Vi spiller altid med et formål, når vi spiller kampene. Vi har trænet hårdt i denne uge, så det var godt at se folk på banen. Der mangler noget timing, det er meget normalt. Men der var også nogle gode præstationer. Jeg synes, første halvleg var fin, og jeg synes, vi skabte en del chancer. Dem kunne vi ikke score på. Vi gav også nogle chancer væk, og det skal vi også huske, hvordan vi skal være sikre i vores struktur og organisation, når vi spiller. Det var en god første halvleg, lød det fra Jesper Sørensen til 3point.
I pausen valgte cheftræneren ikke overraskende at skifte alle spillere på nær Thomas Mikkelsen, der fik hele kampen i målet, og det satte også sit præg på de sidste 45 minutter, hvor tempoet og intensiteten ikke var den samme.
- I anden halvleg ebbede det lidt ud. Vi var meget bold dominerende uden at have så mange chancer. Der var nogle gode ting og nogle ting, som vi helt klart skal oppe os på. Nu skal vi lige i gang.
Næste gang Brøndby skal i aktion igen er på træningslejren i Østrig, når de skal op mod de tjekkiske mestre fra Sparta Prag.