FCK-træner Jacob Neestrup var nødt til at få et medlem af sin stab til at fjerne Elias Achouri fra Sydsiden, da han blev skiftet ud. Neestrup mener, at det var unødvendigt af den franskfødte spiller.
Elias Achouri endte med at få sig lidt af en rundtur på Brøndby Stadion, da han blev skiftet ud i slutningen af søndagens opgør mellem FC København og Brøndby IF.
Da han skulle udskiftes, befandt han sig tæt på sidelinjen modsat trænerbænkene. Først forsøgte han at gå på tværs af hele banen, men det fik en linjedommer sat en stopper for.
I stedet blev han bedt om at gå rundt om halvdelen af banen, så udskiftningen kunne ske hurtigere.
Allerede da han trådte ud fra banen, blev der råbt og gestikuleret i hans retning fra Brøndby-tilskuerne. Det blev der også lagt mærke til ovre på FCK-bænken på den anden side af banen.
For at komme rundt om banen, begyndte Achouri at gå ned imod Sydsiden. Det fik Jacob Neestrup øje på, hvorfor han bad et medlem af staben om at stoppe ham. Det fik det pågældende stabsmedlem til at sprinte ned til hjørneflaget og hen langs Sydsiden.
Den 25-årige tuneser nåede at gå et lille stykke langs Sydsiden, hvor der blandt andet blev kastet ølglas i hans retning. Kort tid efter blev han mødt af Neestrups sendebud, som fik ham til at vende om.
Det betød naturligvis, at Achouri nu fik lov til at gå hele vejen rundt om banen sammen med det pågældende medlem af staben. Efter kampen blev Neestrup spurgt ind til situationen, og her bekræftede han, at det unødvendigt af Achouri at gå forbi Sydsiden.
"Jeg synes, det var unødvendigt. Han kunne jo gå ned til vores egne fans. Det var unødvendigt at gå den vej," sagde han til Bold.