Tirsdag glippede FC København muligheden for at blive danske mestre.
Det ærgrer
FCK-træner,
Jacob Neestrup, da de burde have udnyttet den økonomiske fordel, de har til særligt Brøndby.
Det var en flok skuffede og slukørede FCK-spillere, der tirsdag aften traskede fra banen i Aarhus efter et 3-2-nederlag, der endegyldigt sendte dem ud af guldkampen.
Dermed kan københavnerne ikke forsvare det DM-guld, de har vundet i de to seneste sæsoner, og som de i de flestes - og også egen - optik har været storfavoritter til at vinde igen i denne sæson.
Rasmus Falk og Orri Oskarssons var i sekunderne efter kampen ude at påtage sig ansvaret på vegne af spillerne for den skuffende sæson, men FC Københavns cheftræner, Jacob Neestrup, mente ikke, at det var der, årsagen skulle findes og ansvaret placeres.
- Jeg sætter selvfølgelig pris på loyale spillere. Jeg kan bare konstatere, at det spillermateriale og den økonomiske fordel, som vi har i forhold til specielt Brøndby, og den lille fordel, vi har til Midtjylland, den har vi ikke evnet i Superligaen at drage nytte af. Og det er ikke Rasmus Falk eller Orri Oskarssons ansvar. Det er mit, lød det således fra Jacob Neestrup over for Bold.dk.
I en artikelserie tidligere på foråret gik Tipsbladet ind og analyserede de 12 Superliga klubbers økonomiske råderum, og her var analysen, at FC København havde et spillerbudget på omtrent 230 millioner danske kroner, mens Brøndby var lige knap det halve med 120 millioner danske kroner.
Og det er endda efter, at Global Football Holding og David Blitzer har investeret ret så markant i klubben, siden de kom til som hovedaktionærer i slutningen af 2022.
FC Københavns succes i dette års Champions League har været med til at polstre klubben rent økonomisk, men Brøndby kan med en kommende europæisk kampagne og nogle
gode salg denne sommer være med til måske at lukke lidt af den økonomiske afstand op til rivalerne.