Da Brøndby onsdag vandt med 1-0 mod FC Nordsjælland, skete det efter en scoring fra Suzuki, der timede sit indløb i feltet til perfektion, inden han sparkede bolden sikkert i kassen.
Japaneren var i anden halvleg tæt på at blive dobbelt målscorer, da han igen kom godt med i feltet, og havde han scoret der, var prisen nok steget yderligere en smule.
For det er efterhånden ingen hemmelighed, at der er mange klubber, også nogle af de allerstørste i Europa, der holder øje med den 22-årige
Yuito Suzuki.
Yuito skulle indledningsvis bruge lidt tid på at falde til i Brøndby, men siden hattricket mod Silkeborg i den sidste runde i grundspillet, har pilen kun peget en vej for Suzuki.
Mod FC Nordsjælland scorede han sit fjerde mål i mesterskabsslutspillet, ligesom det også er blevet til fem oplæg.
Og det var et mål, der fandt sted foran talentspejdere fra blandt andre Manchester City, Manchester United, Tottenham, Ajax og Stuttgart.
For de tre sidstnævntes vedkommende var det anden gang inden for få uger, at de observerede den målfarlige japaner, der altså allerede efter et år måske har vokset sig for stor til den danske Superliga.
Det ved Jesper Sørensen formentlig også godt, men i et interview med Bold understregede Brøndbys cheftræner, at han nu alligevel ikke er så bekymret over, hvorvidt et kommende salg skulle være lige på trapperne.
- Jeg er ikke bekymret over så meget. De ting jeg bekymrer mig over lige nu er, hvordan vi vinder over Silkeborg på søndag. Jeg må sige, jeg synes også han er god. Alle kan jo se, han kan noget ekstra. Jeg er glad for, han er i Brøndby og kan godt forstå, hvis andre også er vilde med ham.
Det var tyske kicker, der for et par uger siden første gang meldte om interessen fra Stuttgart, og ved den lejlighed mente avisen at vide, at prisen på Suzuki kommer til at ligge på mellem 15-20 millioner euro.