Mathias Kvistgaarden kan blive lyset i mørket

Nyheder
tirsdag, 14 maj 2024 kl. 15:10
mathias kvistgaarden tilbage
Onsdag skal Brøndby op mod FC Nordsjælland og kravet er en sejr, hvis drømmen om et dansk mesterskab fortsat skal holdes i live.
Det bliver dog en vanskelig opgave mod slutspillets mest formstærke hold, der har hentet 19 ud af 21 mulige point, og det er en opgave, der ikke just bliver lettere af, at Brøndby til det opgør kæmper med ekstremt mange fravær.
I kampen mod FCK fik Kevin Tshiembe et rødt kort i slutningen af kampen, så han er med sikkerhed ude af opgøret her med karantæne, ligesom Frederik Alves også allerede er meldt ude for resten af sæsonen grundet en infektion i foden.
Kampen mod FCK bød på nye panderynker hos Jesper Sørensen, da både Sean Klaiber og Jordi Vanlerberghe måtte udgå.
Sean Klaiber med noget, der lignede et slag på det ene ben, mens Jordi Vanlerberghe muligvis har pådraget sig en hjernerystelse efter sit sammenstød med Denis Vavro i anden halvleg, da han stødte hovedet mod FCK-spillerens ryg.
De mange skader har fået træner Jesper Sørensen til at overveje et formationsskifte til kampen mod FC Nordsjælland, da han reelt set kun råder over tre midterstoppere.
Han skal tage beslutningen i løbet af kampen på egen hånd, da også assistenttræner Martin Retov er i karantæne efter en batalje med Elias Jelert i første halvleg, hvor han tog fat i halsen på FCK-spilleren.
Men midt i mørket er der dog måske et glimt af lys. Mathias Kvistgaarden er nemlig ved at være så langt med sin genoptræning efter sin knæskade, at han muligvis kan gøre comeback mod FC Nordsjælland.
Den 22-årige Brøndby-spiller har kun spillet en halv time i mesterskabsslutspillet, og det var i den allerførste kamp, da han kom ind fra bænken mod FC København og var med til at vende 0-1 til 2-1, da han selv scorede det udlignende mål.