Den tidligere Brøndby-angriber kom på tavlen for Philadelphia Union i kampen mod David Beckhams Inter Miami, men han kunne ikke forhindre den stjernebesatte klub i at vinde 2-1 i en dramatisk affære.
Det er næppe nogen overdrivelse at sige, at
Mikael Uhre havde en stor aktie i Brøndbys mesterskab i 2020/21-sæsonen, da han sluttede sæsonen som Superliga topscorer med flotte 19 mål. En præstation der senere banede vejen for et skifte til den amerikanske MLS og Philadelphia Union.
Her har den danske angriber over de seneste par år udviklet sig til at være en profil i ligaen, men selv en tidligere Superliga-topscorer blegner en smule, når han kommer op mod Inter Miamis stjernebesatte mandskab.
Godt nok var stjernen over dem alle, Lionel Messi, ikke med, da han i øjeblikket er i færd med at forberede sig på Copa America med Argentina, men Inter Miami havde blandt andet Sergio Busquets og Jordi Alba i startopstillingen.
Efter blot tre minutters spil var det dog den tidligere Brøndby-profil, der viste sig som banens største stjerne, da han udnyttede en god bold i dybden til at bringe Philadelphia Union foran med 1-0.
Inter Miami kom dog tilbage og fik udlignet til 1-1 kort inde i anden halvleg, men Philadelphia Union og Mikael Uhre lignede alligevel et hold, der kunne tage alle tre point i en hektisk slutfase, hvor Inter Miami blev reduceret til ni mand efter to røde kort.
Men de kunne ikke slå kapital på overtaget, og så blev det noget overraskende Inter Miami, der i de døende sekunder kunne lukrere på en omstilling og sikre sig de tre point.
Inter Miami og deres mange stjerner topper den amerikanske Eastern Conference, mens Mikael Uhre og holdkammeraterne er på en aktuel ottendeplads. De syv bedste hold kvalificerer sig direkte til slutspillet, mens nummer 8 og 9 skal ud i et playoff-spil for at komme med,
Mikael Uhres scoring mod Inter Miami var i øvrigt hans sjette mål i sæsonen.