Brøndby-målmanden leverede endnu en flot præstation, da Østrig sendte Polen ud af EM og gav sig selv gode chancer for et videre avancement.
I denne uge vendte Brøndbys spillere tilbage til træningen efter et par ugers ferie, men mens de lavede fysiske tests og løb rundt inde i skoven, så render målmand
Patrick Pentz rundt i det tyske landskab og leverer præstationer, der begejstrer i hjemlandet.
Først var det Kylian Mbappé og de øvrige franske verdensstjerner, som han havde godt styr på i Østrigs første kamp ved slutrunden, og fredag var det så Polen, der ikke kunne stille noget op, da de helt fortjent tabte med 3-1 og dermed blev det første land til at ryge ud af EM-slutrunden denne sommer.
Det kunne dog sagtens have været endt anderledes, havde det ikke været for Patrick Pentz, der leverede et par fine redninger, da der var allermest brug for det.
Blandt andet kort inden pausen på et ellers glimrende frisparks forsøg fra polakkerne, ligesom han også var på plads i anden halvleg på en afslutning tæt under mål.
Midtbaneduoen med Konrad Laimer og Marcel Sabitzer fra henholdsvis Bayern München og Borussia Dortmund er dem, der høster de største roser her dagen derpå, men de østrigske fans er også vældig begejstrede for Patrick Pentz og hans mange redninger.
Hos avisen Der Standard kan læserne give samtlige østrigske aktører karakter på en skala fra -3 til 3, hvor -3 er hamrende elendigt, 0 er gennemsnitligt, og 3 er verdensklasse, og her får Patrick Pentz en karakter, der placerer ham i kategorien verdensklasse.
Således mener hele 57 procent af de østrigske læsere, at Patrick Pentz fortjener topkarakter for sin præstation mod Polen.
Næste kamp for Patrick Pentz og det østrigske landshold er på tirsdag klokken 18.00, når de møder Holland i den sidste gruppekamp.