Patrick Pentz jagter fornem hæder

Nyheder
lørdag, 25 maj 2024 kl. 9:26
patrick pentz nicolai vallys bif
Holder Pentz buret rent søndag mod AGF, vil han sikre, at Brøndby også slutter sæsonen med flest clean sheets.
Det er med statistikker som med miniskørter. Det giver én en masse gode idéer, men skjuler det, der er vigtigst.
Sådan lyder et gammelt ordsprog. Der er ganske givet noget om snakken, for nogle gange tager statistikkerne overhånd, men de kan nu fortsat være en god indikation til at forklare, hvorfor det eksempelvis ser ud til, at Brøndby søndag aften kan vinde sit 12. danske mesterskab.
For lige præcis 12 er nøgletallet i denne statistik. Det er nemlig så mange gange, at Brøndby i sæsonen indtil videre har spillet til til nul, og det er flest af alle i Superligaen.
En enkelt flere end FCK, tre flere end søndagens modstandere fra AGF, og fire flere end både FC Midtjylland og Vejle.
Med indførelsen af Mesterskabsslutspillet og nedrykningsspillet kan det være svært at sammenligne antallet af clean sheets på tværs af sæsoner, da der også er blevet spillet et forskelligt antal kampe.
Men der er ingen tvivl om, at det især er Brøndbys gode defensiv, der har været udslagsgivende for, at de blå-gule nu kan krone en fantastisk sæson med et sæt guldmedaljer.
Og i defensiven er det næsten umuligt at komme uden om Patrick Pentz.
Østrigeren, der netop er blevet udtaget til den forestående EM-slutrunde, har været en kæmpe profil på Vestegnen siden sin ankomst i sommer, og han har blandt andet holdt buret rent i de seneste to kampe mod FC Nordsjælland og Silkeborg.
Lykkes den bedrift igen søndag, vil det ikke kun sende Brøndby et stort skridt nærmere mesterskabet, men det vil også betyde, at Brøndby slutter sæsonen som det hold, der har holdt buret rent flest gange.
Det skal dog retfærdigvis nævnes, at to gange har det været med Thomas Mikkelsen i buret, da han i sejrene mod Lyngby og FC Midtjylland i fjerde og femte runde af grundspillet stod mellem stængerne.