Det tidligere Brøndby-talent
Andreas Pyndt kan være på vej til en ny klub, da der er flere klubber, der viser interesse for ham.
Andreas Pyndt blev sidste sommer hentet til Silkeborg IF, men han nåede ikke at få mange minutter på banen i den midtjyske klub.
Allerede i februar forlod han klubben igen, da han her blev udlejet til IFK Göteborg i Allsvenskan.
Til sommer udløber aftalen med den svenske klub, men det betyder ikke, at den tidligere Brøndby-spiller sætter kursen mod Danmark igen.
Tværtimod er der stor interesse for ham i Sverige, hvorfor det er sandsynligt, at han fortsætter karrieren i nabolandet.
Den svenske avis Göteborgs-Posten skriver, at der er stor interesse for det 23-årige talent. Denne interesse siges at komme fra en række af de største klubber i landet.
Faktisk har han gjort så flot væsen af sig i den sidste halvdel af denne sæson, at de fleste klubber i Allsvenskan har ham på radaren.
Den svenske avis mener også at vide, at en række af dem allerede har henvendt sig angående den 23-årige midtbanespiller.
Blandt andet lyder det, at Hammarby skulle være gået i dialog med Silkeborg IF, da de ønsker at købe ham fri af hans kontrakt.
Han og Silkeborg har papir på hinanden frem til sommeren 2027, men et salg virker bestemt ikke usandsynligt denne sommer.
Pyndt har i denne sæson været i aktion syv kampe for IFK Göteborg. Her har han også gjort et stort indtryk, hvorfor de også er i dialog om at beholde Pyndt.
Det har klubbens sportsdirektør, Ola Larsson, bekræftet over for Göteborgs-Posten.
Den 23-årige midtbanespiller har en fortid i Brøndby, hvor han kom igennem akademiet. Han nåede at spille seks kampe for førsteholdet, inden han på en fri transfer skiftede til Silkeborg forud for denne sæson.