Genoa har afvist et kæmpe bud fra Premier League på
Morten Frendrup, som Brøndby IF ellers har en lukrativ videresalgsklausul på.
Morten Frendrup har for alvor slået sit navn fast i Serie A i denne sæson, hvor han har storspillet for Genoa, og blandt andet har udmærket sig ved at være den spiller med flest tacklinger i hele Serie A.
Hans meget kompromisløse stil har tiltrukket stor interesse fra andre klubber, og nu kan den italienske transfer journalist Gianluca Di Marzio fortælle, at der er dumpet et stort bud ind ad døren på Morten Frendrup.
Men Gianluca Di Marzio kan også fortælle, at Genoa har afvist det bud, der skulle lyde på 25. mio euro - omtrent 186 millioner kroner - da klubben slet ikke ønsker at sælge det danske stjernefrø, der kom til klubben fra Brøndby i januar 2022 og siden da har gennemgået en utrolig udvikling.
Det slog Andres Blazquez, der er administrerende direktør i Genoa, for nylig fast i et interview, da han kaldte Morten Frendrup for en klippe på holdet.
Hos Brøndby sidder man ganske givet også og følger lidt med i den italienske rygtestrøm, for et stort salg af deres tidligere spiller kan nemlig kaste en decideret guldregn af sig.
For det anslås, at Brøndby har en videresalgsklausul, der vil sikre klubben fra Vestegnen 15 procent af en kommende transfersum for Morten Frendrup, og sportsdirektør Carsten V. Jensen har da også tidligere bekræftet, at der eksisterer en sådan klausul.
- Jo, jo, det er regel nummer 1. Det er altid vigtigt at være med på fremtiden. Det gør det i øvrigt også interessant at følge udviklingen.
Da Jesper Lindstrøm i sidste sæson skiftede til Napoli, gav det cirka 30 millioner kroner i klubkassen hos Brøndby, og det er håbet, at Brøndby måske kan score et lignende beløb - hvis ellers Genoa accepterer at sælge Frendrup.