Den offensive profil er af flere omgange blevet sat i forbindelse med et skifte til den skotske storklub, og det ser ud til også at blive en historie denne sommer.
En del af Mathias Kvistgaardens forår blev ødelagt på grund af en skade, men det betyder ikke, at interessen for angriberen er kølnet af den grund.
Der har tidligere været tale om, at Celtic skulle have synet den 22-årige Brøndby-spiller ved flere lejligheder, og forleden kom det så frem, at han også er et navn, der bliver ivrigt debatteret hos østrigske Red Bull Salzburg.
Nu begynder skotterne så igen at spøge, for i hvert fald mener Daily Record, at Celtic fortsat lurer på, om det kan lykkes at hente
Mathias Kvistgaarden denne sommer.
Medier skriver, at Celtic fik afvist deres bud fra Brøndby på 4,75 millioner euro i vinter, og at prisen nu menes at være over dobbelt så høj.
Det kan principielt skræmme skotterne, der dog har indikeret, at de skal en tur på transfermarkedet og har brug for forstærkninger, da en anden dansker, Matt O'Riley, forventes at forlade klubben efter en super sæson.
Mathias Kvistgaarden har tidligere fortalt i et interview med Tipsbladet, at han ikke følger med i alle rygterne om et eventuelt skifte, men at han håber, at han en dag kan komme til udlandet og være med til at skæppe lidt i klubkassen hos Brøndby.
- Drømmen er selvfølgelig at komme til udlandet på et tidspunkt. Det er enhver spillers drøm, men det er ikke noget, jeg gider tale om nu. Jeg sidder her i en Brøndby-trøje og har en sæson, der skal spilles. Så det prikker slet ikke til mig.
- Det vil være en ekstra bonus for mig, når man som jeg er kommet hele vejen fra ungdomsafdelingen. Det er den her klub, der har skabt mig som fodboldspiller, så der er ingen tvivl om, at jeg gerne vil betale tilbage med en god transfersum.