Brøndby holder guldfest ude foran stadion

Nyheder
onsdag, 22 maj 2024 kl. 21:20
ole palmaa bif
Er du en af de uheldige, som ikke nåede at sikre en billet til guldkampen på søndag? Så er der godt nyt.
For alle de Brøndby-fans, der ikke nåede at få billet til kampen mod AGF, arrangeres der storskærmsarrangement ude foran stadion, hvor så mange som muligt kan tage del i festlighederne.
Der er dækket op til en mindeværdig søndag, når Brøndby har alle muligheder for at hjemføre klubbens 12. danske mesterskab.
Det kræver i realiteten bare, at de blå-gule matcher FC Midtjyllands resultat i kampen mod Silkeborg, der afvikles samtidigt.
Med så meget på spil er billetterne til kampen da også blevet revet væk, selvom der i de sidste par dage er sat ekstra billetter til salg, ligesom der kommer yderligere 1.000 i udbud onsdag eftermiddag.
Men er du en af dem, der endnu ikke har været så heldig at sikre dig billet til den potentielle guldfest. Så har du alligevel mulighed for at kunne mærke suset fra stadion og være helt tæt på begivenhederne.
Brøndby har nemlig valgt at arrangere et storskærmsarrangement lige ude foran stadion, hvor de vil vise kampen mod AGF.
- Hvis ikke du har billet, skal man ikke fortvivle, fordi du kan stadig komme tæt på stadion og tage del i oplevelsen, da vi har etableret en kæmpestor fanzone ovre ved P1, som ligger ved siden af Laudrup Loungen. Der vil være storskærme og kunne være et sted mellem 10-15.000 mennesker, forklarer direktør Ole Palmå i et større interview med Tipsbladet.
- Vi ved, at rigtig mange gerne vil ind og opleve kampen. Det er ønske nummer et, og det har vi også set gennem sæsonen med en kæmpe vækst og udsolgte sæsonkort, så der er ikke så meget i frit salg. Det her er en måde at invitere Brøndby-fællesskabet til at komme og have en festlig afslutning på sæsonen i forbindelse med kampen.
Kampen mod AGF spilles nu på søndag, og den fløjtes i gang klokken 17.00.