CV: Brøndby vil forstærke sig før næste sæson

Nyheder
tirsdag, 28 maj 2024 kl. 12:35
claus steinlein carsten v jensen
Sæsonen 2023/24 er kun lige overstået, men allerede nu planlægger Brøndby, hvordan truppen skal se ud til den kommende sæson.
Selvom det ikke endte med et mesterskab i denne omgang, så har det på mange måder været en flot sæson for Brøndby, hvor flere profiler har udviklet sig og taget store skridt.
Derfor er der også rift om en række af spillerne. Endnu er der ingen permanent aftale med Patrick Pentz, der kun er på leje fra Leverkusen, ligesom profiler som Nicolai Vallys og Yuito Suzuki efter flere overbevisende præstationer har tiltrukket interesse fra større klubber i Europa.
Det kan blive svært at holde på stjernerne, hvis de rigtig store tilbud kommer, men sportsdirektør Carsten V. Jensen siger i et interview med Discovery +, at man også til den kommende sæson vil have et slagkraftigt hold på Vestegnen, og han forventer ikke et brandudsalg henover sommeren.
- Det må vi jo se. Nu skal vi lige have sæsonen overstået, og så skal vi sætte os ned og have kigget på det. Grundlæggende står vi noget stærkere funderet økonomisk og er ikke tvunget til at afhænde vores bedste spillere, som vi i øvrigt har flerårige kontrakter på.
- Men det er jo ikke det samme, som at vi ikke kommer til at sælge, for det er også en del af forretningen. Men umiddelbart er målet, at vi helst ikke skal svækkes, men komme styrket igennem vinduet. Det arbejde starter nu, og det slutter engang sidst i august, og så må vi tale om det. Men som udgangspunkt må vi gå ind i det med en ambition om at gå styrket ind i den nye sæson.
Hvis det ikke lykkes at købe Patrick Pentz fri, forlyder det, at Brøndby skulle have udset sig Vejles Nathan Trott som en ny mulig førstemålmand.
Den nye sæson i Superligaen sparkes i gang den 20. juli.