Nicolai Vallys træner i disse dage med landsholdet, og dermed er EM-drømmen fortsat intakt, inden landstræner Kasper Hjulmand i morgen torsdag udtager sin endelige EM-trup.
Superliga sæsonen er godt nok forbi, men for Superligaens største profil, står den endnu ikke på ferie.
For Nicolai Vallys træner i disse dage med det danske landshold, der er samlet i Brøndby.
Tanken er, at spillerne stille og roligt støder til truppen, som deres respektive sæsoner slutter.
Således var der mandag kun ni spillere på træningsbanen, men fra i dag onsdag og frem begynder de fleste af kandidaterne til den endelige trup at vende snuden mod Brøndby.
Nicolai Vallys fik sin landsholdsdebut tilbage i september måned, men totalen lyder fortsat på den ene kamp.
En skade til Mohamed Daramay og formdyk og manglende spilletid til blandt andre Jesper Lindstrøm, betyder dog, at Danmark er lidt tyndt besat på de offensive kanter.
Og da UEFA har besluttet, at der kan udtages 26 i stedet for 23 spillere, så er Nicolais Vallys’ chancer for en EM-deltagelse steget i takt med at han også selv har leveret flere flotte præstationer for Brøndby igennem foråret.
På banerne i Brøndby er der også en anden tidligere blå-gul spiller repræsenteret, da Morten Frendrup også er indkaldt til at træne med.
Morten Frendrup har haft en flot sæson for Genoa i den italienske Serie A, hvor han har udviklet sig til at være en bærende kraft og en profil, men han har endnu ikke optrådt i rødt og hvidt, og hans EM chancer er derfor nok på et minimum.
Hvis ikke Nicolai Vallys udtages, så kan meget tyde på, at EM i Tyskland bliver den første slutrunde nogensinde, hvor der ikke vil være en spiller med fra de bedste danske række.
Selvom Kasper Hjulmand altså udtager sin trup torsdag middag, så skal den endelige trup først indsendes til den 7. juni.