Den tidligere Brøndby-træner har den sidste uges tid været meldt tæt på et skifte til Lech Poznan i den bedste polske række.
I går tirsdag faldt en aftale så endelig officielt på plads for Niels Frederiksen. Han har fået en kontrakt med klubben for de næste to år.
Det er det første job for den tidligere mestertræner, siden han blev fyret i Brøndby tilbage i november 2022, men det er nu ikke fordi, det har skortet på bejlere.
Det har i stedet handlet om, at han ville tage sig den fornødne tid til finde den rette klub, hvilket han nu har gjort.
- Jeg har sagt nej til syv jobtilbud i Danmark, Sverige, Norge, Tyskland, Grækenland og på Cypern. De muligheder, der dukkede op, har ikke været den rigtige udfordring for mig, forklarer Niels Frederiksen i et interview med Bold.
Til samme medier sammenligner Niels Frederiksen også sin nye arbejdsgiver med sin tidligere, ikke mindst når det kommer til fanscenen, hvor Lech Poznan til sine hjemmekampe har et tilskuergennemsnit på 25.000 til deres kampe i den polske Ekstraklasa.
- På mange måder kan man godt sammenligne de to klubber. Specielt når det handler om passionen og entusiasmen hos fansene. Jeg mærker, at fodbolden virkelig betyder meget for mange mennesker, lige som jeg oplevede det i Brøndby.
- Lech Poznan er også en klub, der satser stort på talentudvikling, ligesom jeg oplevede fra min tid i Brøndby, hvor talentudviklingen også spillede en stor rolle.
Niels Frederiksen nåede i alt at stå i spidsen for Brøndby i 143 kampe, og højdepunktet var utvivlsomt det danske mesterskab, der blev sikret i sæsonen 2020/21.
Lech Poznan har haft en skidt sæson i den polske liga, hvor de aktuelt kun er placeret som nummer fem i tabellen.
Der resterer fortsat to kampe i sæsonen, men Niels Frederiksen tiltræder først sin nye klub i juni.