Stig Tøfting melder klart ud: Dét er Brøndbys problem

Nyheder
tirsdag, 07 maj 2024 kl. 11:01
stig tofting kommentator viaplay
Tidligere landsholdsspiller Stig Tøfting er ikke i tvivl om, hvor Brøndby IF har fejlet på det seneste.
Brøndby IF indtager i skrivende stund 1.-pladsen i Superligaen, hvor der er fire runder tilbage.
Desværre for de blå-gule har formkurven været nedadgående på det seneste. Det har medført, at de kun har vundet en ud af deres seneste fem kampe.
Søndag tabte de til FC Midtjylland i en stærkt underholdende kamp, der fortsatte en opsigtsvækkende tendens fra Brøndbys side.
Ifølge tal fra Spilxperten har Brøndby en målscore på 40-14 i de første 70 minutter af kampene i denne sæson. Fra det 71. minut til slutsløjt er det helt anderledes, da deres målscore er 14-14.
Tal fra Opta viser desuden, at 37,9% af alle mål, der er blevet scoret mod Brøndby i denne sæson, er scoret efter det 75. minut. Det er den højeste procentmæssige andel af målene blandt alle hold i Superligaen.
Stig Tøfting, der er kommentator hos Tipsbladet, køber dog ikke snakken om, at Brøndby stopper med at spille, når de er foran.
Her fremhæver han blandt andet 1-1-kampen ude mod FC Nordsjælland. Han påpeger dog også, at Brøndby har et klart problem.
"Der har Klaiber en kæmpe chance i det tredje tillægsminut i første halvleg. I anden halvleg har de en chance til at gøre det til 2-0 efter syv-otte minutter. Det får de ikke gjort. Dét, som jeg synes er problemet for Brøndby, er at lukke kampene," siger Tøfting til Tipsbladet.
Tøfting forsvarer også det faktum, at Brøndby stiller sig tilbage på banen, når de er foran. Hvis de besluttede at storme frem og lukkede et mål ind på et kontraangreb, ville dette nemlig også føre til kritik.
"De ville også blive tudet ørerne fulde, hvis de bare blæste fremad og røg ind i en kontra. Hvis man fører 1-0 med fem minutter igen, og man så jager alle mand frem for at gå efter 2-0, og der så kommer der en kontra, hvor modstanderen scorer til 1-1, så ville vi jo sidde her og sige: 'Hvorfor fanden gør de det? Hvorfor passer de ikke lidt på og forsvarer deres føring?'," lyder det.