Vallys forbigået af Hjulmand

Nyheder
torsdag, 30 maj 2024 kl. 16:28
nicolai vallys

Nicolai Vallys skal ikke til EM denne sommer, og det er der faktisk ingen danske Superliga-spillere, der skal.

Torsdag eftermiddag satte Kasper Hjulmand navne på de 26 spillere, der skal repræsentere landsholdet til den kommende EM-slutrunde i Tyskland, der begynder om godt to uger.

På forhånd var det udlagt som en mulighed, at et dansk landshold for første gang nogensinde ikke ville have spillere med til en slutrunde fra den bedste danske liga.

Men efter Nicolai Vallys’ flotte slutspurt i Superligaen, samt det at han har trænet med landsholdet i de seneste par dage, så havde han, og ganske givet mange tilhængere af Brøndby, nok håbet på, at han kunne klemme sig ind i den 26-mand store trup.

Men det kunne han altså ikke, da Kasper Hjulmand i stedet ,måske lidt overraskende, valgte Jacob Bruun Larsen, der har spillet godt for Burnley i foråret, ligesom Anders Dreyer, Andreas Skov Olsen og Mikkel Damsgaard ligner de øvrige spillere, der skal kæmpe om spilletid på kanterne.

Kasper Hjulmand blev på pressemødet efterfølgende spurgt ind til det, at der for første gang nogensinde ikke var en spiller med fra Superligaen, hvortil han svarede:

- Jeg fravælger ikke Superligaen. Uanset alder og navn sammensætter jeg truppen med de bedste spillere. Jeg havde forventet at få et spørgsmål om netop det. Og har set, at vi fra 2018 til nu har fået over dobbelt så mange danskere i udlandet nu. Superligaen er stærk. Jeg kigger ikke på, hvilken liga de spiller i, når jeg udvælger truppen.

Der er dog stadig en spinkel chance for, at Nicolai Vallys kan blive indkaldt, skulle der opstå skader i truppen, da Kasper Hjulmand og DBU først den 7. juni skal indsende deres endelige trup til UEFA.

Sådan ser den danske EM-trup ud

Målmænd

Kasper Schmeichel

Frederik Rønnow

Mads Hermansen

Forsvar

Andreas Christensen

Simon Kjær

Joachim Andersen

Jannik Vestergaard

Victor Nelsson

Alexander Bah

Joakim Mæhle

Rasmus Nissen Kristensen

Victor Kristiansen

Midtbane

Christian Eriksen

Thomas Delaney

Morten Hjulmand

Pierre-Emile Højbjerg

Christian Nørgaard

Mathias Jensen

Mikkel Damsgaard

Angreb

Jacob Bruun Larsen

Andreas Skov Olsen

Anders Dreyer

Kasper Dolberg

Rasmus Højlund

Jonas Wind

Yussuf Poulsen