Brøndby-spillere og deres mål ved EM

Nyheder
fredag, 14 juni 2024 kl. 16:55
kim vilfort
Det danske landshold har i alt scoret 43 mål ved EM-slutrunderne, og fem af disse er scoret af Brøndby-spillere.
Carl Bertelsen var den første danske landsholdsspiller til at score ved en EM-slutrunde, da han i 1964 scorede Danmarks eneste mål i et år, hvor der kun var fire hold med, og hvor målet faldt i en bronzekamp mod Ungarn, efter Danmark havde tabt semifinalen mod Sovjetunionen med 3-0.
Sidste danske målscorer ved EM var Mikkel Damsgaard, der bragede et frispark op i nettaget på Wembley i semifinalen mod England i 2021.
I alt er der blevet scoret 43 danske EM-mål, og fem af disse har haft en Brøndby-spiller som afslutter.
De to første blev scoret i EM-finalen i 1992, og det var som bekendt John ‘Faxe’ Jensen, der ramte den lige i røven, inden Kim Vilfort sikrede den danske EM-sensation senere i den kamp.
I 1996 var det Allan Nielsen, der med en flot ydersidesafslutning bragte Danmark på 2-0 i den sidste gruppekamp mod Tyrkiet. En kamp, som Danmark endte med at vinde 3-0, men det var ikke nok til at gå videre i en gruppe med Portugal og Kroatien.
Derefter skulle der gå 16 år, inden Michael Krohn-Dehli tørrede den hollandske defensiv og sikrede en 1-0-sejr i åbningskampen ved EM 2012.
Krohn-Dehli kom også på tavlen i 2-1-nederlaget mod Tyskland, som blev den sidste kamp for det danske landshold ved den lejlighed.
Og der kommer desværre til at gå minimum yderligere fire år, inden en ny dansk Brøndby-spiller kan score i en EM-slutrunde, da Kasper Hjulmand til denne slutrunde valgte at se bort fra eksempelvis Nicolai Vallys og Daniel Wass.
De danske EM-målscorere gennem tiderne
3 mål: Frank Arnesen (1984)
3 mål: Henrik Larsen (1992)
3 mål: Brian Laudrup (1996)
3 mål: Jon Dahl Tomasson (2004)
3 mål: Kasper Dolberg (2021)
2 mål: Preben Elkjær (1984)
2 mål: Nicklas Bendtner (2012)
2 mål: Michael Krohn-Dehli (2012)
2 mål: Yussuf Poulsen (2021)
2 mål: Joakim Mæhle (2021)
2 mål: Mikkel Damsgaard (2021)
1 mål: Carl Bertelsen (1964)
1 mål: Klaus Berggreen (1984)
1 mål: Kenneth Brylle (1984)
1 mål: John Lauridsen (1984)
1 mål: Søren Lerby (1984)
1 mål: Michael Laudrup (1988)
1 mål: Flemming Povlsen (1988)
1 mål: Lars Elstrup (1992)
1 mål: John ‘Faxe’ Jensen (1992)
1 mål: Kim Vilfort (1992)
1 mål: Allan Nielsen (1996)
1 mål: Jesper Grønkjær (2004)
1 mål: Andreas Christensen (2021)
1 mål: Thomas Delaney (2021)
1 mål: Martin Braithwaite (2021)