Brøndbys ejere overvejer køb af Premier League klub

Nyheder
onsdag, 12 juni 2024 kl. 14:11
jan bech andersen ole palma
Medejere af Global Football Holdings, overvejer nu at give et bud på Premier League klubben Everton.
I oktober 2022 kom Global Football Holdings ind i Brøndby som nye, udenlandske ejere.
Det var en ejerkreds bestående af 14 personer, hvoraf David Blitzer formentlig var den mest profilerede, men det er navnene Jahm Najafi og Jeff Moorad, der nu vækker opsigt.
For de to forretningsmænd overvejer nemlig via deres firma MSP Sports Capital at tilføje en ekstra klub til deres portefølje, og det er altså ikke hvilken som helst klub, da det er Premier League klubben Everton, der er tale om.
Interessen mellem MSP Sports Capital og engelske Everton har floreret i gennem længere tid, men længe så det ud til, at det skulle blive 777, der fik ejerskab over klubben.
Det ejerskab gik dog efter lang tids problematik endegyldigt i vasken grundet store økonomiske problemer hos 777, der også endte med at koste Everton en pointstraf, og derfor kan storaktionær Farhad Moshiri nu sælge klubben til højest bydende, hvor Jahm Najafi og Jeff Moorad altså menes at være inde i billedet.
Det er vældig interessant set med Brøndby-briller, fordi spørgsmålet er, hvad et eventuelt opkøb kan komme til at betyde for ejerskabet af klubben fra Vestegnen.
Forventningerne er, at der skal investeres flere penge i Brøndby inden alt for lang tid, men hvor villige er ejerne til at gøre det, hvis købet af Everton, der forventes at blive en endda meget dyr affære, skal realiseres?
Udover Brøndby, så ejer Global Football Holdings også andele i klubberne Estoril, Alcorcon, Waasland-Beveren, Augsburg samt Formel 1-holdet McLaren.
Tidligere i denne måned kom det frem, at David Blitzer overvejede at sælge Augsburg fra, så det kan ligne en hektisk sommer for nuværende og kommende søsterklubber til Brøndby.