Cheftrænere kårer Brøndby-profil som forårets næststørste profil

Nyheder
lørdag, 25 maj 2024 kl. 7:38
yuito suzuki bif fans
Yuito Suzuki var meget tæt på at blive kåret til forårets største profil af de 12 Superliga-trænere.
Hvert år uddeler Tipsbladet prisen til 'Forårets Profil'. Det er en pris, der uddeles på baggrund af stemmer fra de 12 Superligatrænere, der hver især skal vælge de fem spillere, de synes har gjort det bedst i foråret.
Der gives fem point til den spiller, som cheftrænerne mener har været bedst i foråret, og dernæst fire, tre, to og et point til de næste spillere i trænerens top fem. Cheftrænerne må i øvrigt ikke stemme på deres egne spillere.
Og det er i det regnestykke, at de altså er nået frem til, at det er FC Nordsjællands Andreas Schjelderup, der har været Forårets Profil.
Han har fået 44 ud af maksimalt 55 stemmer, mens Brøndbys Yuito Suzuki kommer ind på en flot andenplads efter et imponerende forår, hvor han blandt andet har været direkte involveret i ti scoringer i Mesterskabsslutspillet og for nyligt også er blevet udtaget til det japanske landshold efter sine mange flotte præstationer i foråret.
På en delt tredjeplads i prisen som Foråets Profil kommer i øvrigt Mohamed Elyounoussi fra FC København og Oliver Sørensen fra FC Midtjylland.
Med Suzukis andenplads i kåringen fortsætter Brøndbys profiler med at byde sig til i kampen om de individuelle priser.
For kort tid siden var det nemlig Nicolai Vallys, der modtog prisen som Årets Profil, der uddeles af Spillerforeningen.
Det var en pris, hvor Daniel Wass, Jacob Rasmussen og Sean Klaiber også formåede at klemme sig ind i top 5 i en voldsom Brøndby dominans.
Søndag gælder det ikke en individuel men en kollektiv pris, når Brøndby hjemme på Brøndby Stadion med en sejr over AGF kan sikre sig det danske mesterskab. En kamp der fløjtes op klokken 17.00.