Da nyheden om Patrick Pentz' forlængelse med Brøndby kom ud mandag morgen, blev den modtaget med stor begejstring.
Men det er ikke kun i Danmark, at denne udvikling er blevet bemærket. I Østrig følger man også nøje den 27-årige landsholdsmålmands karriere og er imponeret over hans præstationer.
Christoph Geiler er en fremtrædende sportsjournalist fra det store østrigske dagblad Kurier og har udtrykt sin overraskelse over Pentz' succes uden for Østrig.
"Her i Østrig er vi overrasket over den karriere, som han har. Han var en god målmand i Austria Wien, men mange troede ikke, at han var klar til at spille i udlandet. Og vi var bekymret for, om hans karriere faktisk var forbi, da han hverken spillede for Reims i Frankrig eller Leverkusen.", fortæller Geiler.
Pentz blev i august sidste år udlejet til Brøndby i jagten på spilletid, og hans præstationer siden da har været imponerende.
Dette har også haft en positiv indvirkning på hans præstationer for det østrigske landshold.
"Sidste år tog hans udvikling et kæmpe skridt fremad, og man kan også se det på landsholdet, hvor han nu fremstår meget mere selvsikker. Han er nok den målmand med de bedste færdigheder på bolden blandt de østrigske målmænd, og det er ekstremt vigtigt for landstræneren, Ralf Rangnick," siger Geiler.
Ifølge Geiler er beslutningen om at blive udlejet til Brøndby den vigtigste i Pentz' karriere. Han understreger, at Pentz nu er fast førstemålmand på det østrigske landshold, som deltager i sommerens EM-slutrunde.
Pentz har tidligere været tilknyttet store europæiske ligaer, og selvom klubber som Celtic og Southampton har vist interesse for ham, har han valgt at blive i 3F Superligaen i de kommende fire år.
Dette valg glæder både østrigerne og Geiler.
"For os østrigere, så har vi ikke mange målmænd, som spiller i udlandet mere. Heinz Lindner spiller stadig (i Royale Union i Belgien, red.), men han er allerede gammel.
For landsholdet er det ekstremt vigtigt at have en målmand, som henter international erfaring. Jeg synes, det er en klog beslutning at blive i Brøndby, og ikke lade sig lokke af Premier League eller Skotland."
Geiler bemærker også, at Pentz' højde på 184 centimeter kan være en udfordring i den britiske fodboldstil, der er kendt for sine høje bolde og fysiske spil.
"Den spillestil passer ham ikke, så det er et klogt valg at blive. Og også et vigtigt skridt at binde sig til en klub, hvor han allerede ved, hvor han står. En målmand har brug for spilletid, og i Southampton eller Celtic er jeg ikke sikker på, at han vil blive nummer et."
Pentz taler også varmt om dansk fodbold og Brøndby IF, når han er på landsholdstjeneste i Østrig.
Geiler fortæller, at Pentz er blevet positivt overrasket over den danske fodboldkultur, især antallet af tilskuere og atmosfæren på stadionerne.
"Han fortalte, at han var overrasket over, hvor mange tilskuere som er på stadionerne, og hvordan atmosfæren er til kampene. Især det store Københavnerderby er på et helt andet niveau, hvilket har overrasket ham positivt. I Østrig spillede han foran 2.000 fans," siger Geiler.
Østrig står overfor udfordrende kampe i EM-gruppespillet mod Frankrig, Polen og Holland, med første kamp mod Frankrig på mandag.