Tidligere Brøndby-talent meldes tæt på Göteborg

Transfernyt
torsdag, 13 juni 2024 kl. 10:17
andreas pyndt
Andreas Pyndt har i dette forår været lejet ud til svenske Göteborg og nu kan den tidligere Brøndby-spiller så være tæt på et permanent skifte.
Tilbage i 2011 skiftede en dengang kun 10-årig Andreas Pyndt til Brøndby, og over de næste mange år tog han hele vejen op gennem ungdomsholdene og til førsteholdet, hvor han i slutningen af 2018 kunne fejre sin debut med en indskiftning i pokalen mod Marienlyst. 
Det blev også til en enkelt Superliga-optræden for Brøndby tilbage i efteråret 2021, men ellers havde den defensive midt svært ved at slå igennem på Vestegnen.
Derfor gik turen videre til først B93 og Hvidovre på leje og senere til Silkeborg IF på en fri transfer. Her havde han i denne sæson dog svært ved at få spilletid, og derfor skiftede det tidligere Brøndby-talent på en lejeaftale til svenske Göteborg.
Det har vist sig som et rigtig godt match, da han har været fast mand i de fleste kampe mod fået i alt 12 kampe for klubben, men nu er lejekontrakten med svenskerne altså udløbet, og dermed står han i teorien til at vende tilbage til Silkeborg.
Men nu tyder meget på, at Andreas Pyndt i stedet for en retur til Søhøjlandet forbliver i Sverige. I hvert fald bekræfter IFK Göteborgs tekniske direktør, Ola Larsson, over for Fotbollskanalen, at der i kulissen arbejdes på at sørge for, at Andres Pyndt kan fortsætte i det svenske lidt endnu.
-Vi skal have yderligere samtaler med Silkeborg i denne uge, og vi håber på en forlængelse.
Hovedpersonen selv er da bestemt heller ikke afvisende overfor ideen om at blive lidt længere hos svenskerne.
-Jeg kan i hvert fald ikke udelukke noget, for det var virkelig interessant at spille i Sverige. Jeg vil i hvert fald bare gerne have en masse spilletid, forklarede han således for nyligt i et interview med bold.dk