Officielt: Brøndby køber Patrick Pentz

Nyheder
mandag, 10 juni 2024 kl. 11:30
patrick pentz leje bif
Efter et succesfuldt lejeophold er det lykkedes Brøndby at hente Patrick Pentz til klubben på en permanent aftale. Den østrigske målvogter har fået en kontrakt frem til 2028.
Alle Brøndby-fans har håbet det, men det er som bekendt håbet, der slår en ihjel. Og på et tidspunkt i løbet af foråret så det da også tæt på umuligt ud. For kunne de virkelig købe Pentz fri af Leverkusen?
Pludselig begyndte rygter om et skifte til FCK at florere i pressen, og med de mange gode præstationer fra Patrick Pentz, var han måske ved at spille sig ind på radaren hos større klubber rundt om i Europa.
Men Patrick Pentz fastslog altid selv, at han var i den største klub i Danmark, og nu er der så kommet endnu mere vægt bag de ord, for den tyske målmand har nemlig underskrevet en permanent aftale med Brøndby, der holder ham på Vestegnen frem til 2028.
- Vi er utroligt glade for at kunne byde Patrick velkommen til Brøndby IF på en permanent aftale. Vi vil spille med i toppen af dansk fodbold hver sæson, og aftalen med Patrick understreger dette fokus. Hans præstationer i sidste sæson taler for sig selv, hvor han har vist et virkelig højt niveau, og i mine øjne var han Superligaens bedste målmand. Patrick har et kæmpe engagement og stor professionalisme i alt, hvad han foretager sig, og det bidrager til at forme kammeratskabet og den stærke træningskultur, vi har i truppen til hverdag.
- Patrick forstår også, hvad det betyder at spille for Brøndby IF, og det gør, at vores fans og Patrick har taget hinanden til sig. Derfor er vi utrolig glade for, at vi nu har papir på hinanden de næste fire år, siger sportsdirektør Carsten V. Jensen til klubbens egen hjemmeside.
Med den aftale på plads kan Brøndby gå ind til den kommende sæson med ro i maven, når det kommer til målmandsposten, da Thomas Mikkelsen også for nyligt forlængede sin kontrakt med de blå gule.